|
|
Julestue
Julestue er oprindelig betegnelse for stuen, hvor julegildet blev holdt. Holbergs komedie Jule-Stue
(1724) foregår ved et sådant gilde. Under pietismen blev julestuer forbudt 1735.
En julestue var et gilde med julelege, dans o. lign., man skiftedes til at holde hver anden eller tredje aften og nat i hele juletiden. Som regel begyndte man,
når de to højhellige juledage var overstået, og så forsatte man indtil helligtrekonger eller til kyndelmisse.
Julestuerne var legestuer, og leg skal her forstås i ordets bredeste betydning. At man legede betød, at man underholdt sig selv; man sang og man dansede, og man spillede hele små
komedier for hinanden. Mange julelege er i virkeligheden skuespil, der blev spillet på gulvet i stuen, så alle var med. Det var ikke tribuneunderholdning, hvor en rampe adskilte dem der underholdt fra dem,
der blev underholdt.
En julestue var et julegilde, hvor legen spillede en større rolle end maden. Til gengæld drak man tæt. Man rullede simpelt hen juletønden - tønden med
julebrygget - ind i stuen - og der stod den så til fri afbenyttelse.
Det er klart, at det var de unge mennesker, der tog teten, når man legede jul i julestuen, og undertiden holdt de ældre da også deres egne julegilder - men
det var madgilder og ikke legegilder.
At lege jul og at drikke jul er ældre end kristendommen, men det at holde julestuer har sit udspring i de såkaldte vågenats forlystelse, i katolsk tid.
Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge - ved at sidde oppe - til man skulle overvære midnatsmessen. Natvægt
eller nattevægt kaldte man denne natte-vågen, hvor man fik tiden til at gå med alskens verdslig tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.
Juleaften kunne altså også blive for trist, men det blev der rådet bod på efter omkring 1800, hvor juletræet blev lanceret som de nye julestuers midtpunkt juleaften.
Og det skete netop i København, hvor de gamle julestuer først blev udryddet.
|
|
|
|
