Jul

I de nordiske lande bruger man i vore dage det hedenske ord jul om den kristne højtid for Jesu fødsel. Fødselsfesten kalder vi for jul. Vi bruger imidlertid også ordet jul i en lidt bredere betydning. Jul betyder også juletiden.
Allerede i 200-tallet har vi i Norden kendt ordet jul i betydningen fest, og siden 600-tallet har vi kendt det i betydningen jul. Det viser en sproghistorisk analyse af de nordiske "låneord" i det finske sprog.



Henimod år 900 ser vi imidlertid for første gang ordet jul skrevet ned her i Norden. Det er i den eneste samtidige kilde vi overhovedet har til dokumentation af julen i før-kristen tid, og i denne kilde, der er norsk, møder vi ordet i udtrykket drikke jul.
Hvorfor man netop har valgt ordet jul til at betegne årets største fest og festtid er ganske usikkert. Mange lærde forklaringer er fremkommet inden for de sidste århundrede: Ole Worm mente i 1626, at det er skabt efter forbillede af månedsnavnet Juli: Otto Sperling mente i 1711, at det kom af de glædesudbrud - Jo. Jo eller Ju. Ju - som vore hedenske forfædre udstødte når ofringerne lykkedes; andre har ment, at det er det franske ord joly =lystigt, som vikingerne lærte sig i Normandiet - og atter andre har ment, at det er beslægtet med latin joculus = spøg og skæmt, fordi det var en munter fest.



Allerede i 1600-tallet var der imidlertid nogle, der opkastede den teori, at jul og hjul var beslægtede ord, og det har siden været betragtet som en vittighed af de fleste. Spændende er det imidlertid, at sprogforskere i vore dage faktisk er inde på noget i den retning, idet de mener, at ordet jul sproghistorisk kan forudsætte et indoeuropæisk ord, som kan have heddet k(u)ek(u)lo, der skulle betyde drejning - og dette indoeuropæiske ord er muligvis også stamfaderen til ordet hjul.
Med drejning skulle så menes årets drejning, altså årsskifte. Jul skulle således betyde nytår.