Englevagt og brændende hjerter

En nutidig legende af Susanne Fabritius de Tengnagel, 2002

Der var så stille i himlen.
En flok engle lå og døsede.
De havde haft en hård englevagt på jorden blandt mennesker.
Der var altid nogen, der skulle beskyttes og trøstes.
Da de var vendt tilbage til himlen, tog en frisk flok engle afsted.
For det var vigtigt for Gud, at der altid var en hær af engle på jorden,
så mennesker vidste at de aldrig var alene.



Den, der ofte førte an i denne hær var den utrættelige ærkeengel
Rafael, som altid fulgte mennesker, der var på vandring for at søge
Gud.
Ærkeenglen Gabriel sad sammen med ærkeenglen Mikael.
Ærkeengle var de, fordi de var de største og de øverste blandt englene.
De to holdt sammen som ærtehalm.
De havde noget særligt, de var fælles om, nemlig at være budbringere
om Guds søn.
Gabriel om Jesu fødsel, Mikael om Jesu genkomst i de sidste tider.

Gabriel sad og muntrede sig med en lommelygte og lyste op og ned
og rundt omkring og mest op.
"Hvad laver du?" spurgte Mikael.
"Jeg leder efter Jomfru Maria", svarede Gabriel.
- "Jomfru Maria!" udbrød Mikael forundret.
"Ved du ikke, hvor hun er henne?"
"- det er da ikke så længe siden, du besøgte hende - engang i foråret
og fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn, Jesus!"
"Jamen!" sagde Gabriel, "når hun nu skal føde Guds søn, himlens
kongesøn, må jeg da kunne finde hende her hos os!"
Mikael rystede lidt på hovedet! "Har du ikke forstået, at Guds søn skal
fødes på jorden blandt mennesker?"
"Jo, det har jeg vel", svarede Gabriel, "men hvis han ligner Gud,
må han vel fødes her hos os og Gud. Og så bagefter blive sendt til
mennesker."
Mikael rynkede panden. Nu var han næsten kommet i tvivl.
Meeen han vidste nu bedre.



For det var da meningen, at Gud ville fødes på jorden for at blive et
menneske. Jesus skulle han hedde.

"Du skal ikke lyse med din lygte her blandt os engle i himlen,
men ned på jorden", foreslog Mikael. "Så skal du nok finde hende,
Jomfru Maria. Men hun har jo ikke født endnu."
"Finde hende!" - Gabriel blev lidt studs!
"Selvfølgelig kan jeg finde hende. Hvor er jeg dog dum!
Jeg har jo set hende før, som du sagde.
Men i al den vrimmel af mennesker er det jo ikke så ligetil.
Og hvor ved du fra, at hun ikke har født endnu?" spurgte han.
"Tiden er endnu ikke kommet", svarede Mikael kort.

Gabriel lyste pludselig Mikael lige ind i ansigtet med lommelygten!
"Jamen, hun har jo født for længe siden", sagde Gabriel,
som om der var gået et lys op for ham. "Det er jo 2000 år siden!
Som tiden dog går. Hvad tænker jeg på! Så nytter det jo ikke at lyse
ned på jorden. Her kan jeg jo hverken finde Jomfru Maria eller Jesus
gående!"
"Nåå, det skal du nu ikke være så sikker på," svarede Mikael.

Pludselig ankom en hær af trætte engle fra jorden.
De smed sig ned og pustede og stønnede og rystede støvet af
deres englevinger.
"Sikken et engleliv i denne tid", sagde en af dem.
"Det er lige hårdt nok."
"Så I Jesus?" spurgte Gabriel, mens han lod lyset fra lommelygten feje
hen over de trætte engle.
"Så og så," svarede en af englene, "det er så meget sagt.
Men de synger om ham hele tiden."
"Hvem?" spurgte Gabriel. "Menneskene.
De tænder lys og synger og synger.
Når de går i butikker, kan man høre musik og sang om Jesus.
Og når de samles i kirkerne, synger de og synger og taler om Jesus."

"Det er næsten ved at være for meget," synes en af de yngste engle,
som havde haft sin første tur på jorden og var helt udmattet.

"Det kan aldrig blive for meget," sagde ærkeenglen Mikael tørt.
Gabriel hørte ikke så meget af, hvad de talte om.
Han var kommet i tanke om, at det slet ikke var Jomfru Maria,
han skulle lede efter, men mennesker, der lignede hende.
Altså ikke lignede hende af udseende. Hun var jo en kvinde.
Men mænd og små piger og drenge kunne også godt ligne hende.
For det, de skulle ligne hende på, var et brændende hjerte inden i,
som Maria fik, da han, Gabriel, besøgte hende første gang og fortalte,
at hun skulle føde Jesus.
Han husker at hun i første omgang havde undret sig over hans
budskab, men det gik hurtigt over, og så begyndte hun at synge og
takke Gud for at han kunne bruge hende til at føde Jesus.
Da så Gabriel hendes hjerte brænde. Det var det han skulle lede efter.

Brændende hjerter i mennesker. Han lyste og lyste ned på jorden - på
mennesker - for at finde brændende hjerter.

"Hvordan går det," spurgte Mikael, "finder du nogen brændende
hjerter."
Gabriel nåede ikke at svare, før ærkeenglen Rafael kom stormende hen til Gabriel og råbte: "Hvad er det, du laver, mand!"
Gabriel blev så forskrækket, at han kun kunne hviske stammende:
"Jeg, jeg, jeg, jeg lyser ned på, på menneskene for at finde
bræ - bræ- brændende hjerter."
"Det kan du da ikke," sagde Rafael vredt.
"Du kan ikke bare lyse på folk, og du finder ingen brændende hjerter
på den måde. Jeg ved, hvem der brænder, for jeg følges med dem i
deres søgen efter Gud.
Du skulle hellere passe dit arbejde! Der er kun 9 dage til juleaften,
hvor du skal ud til hyrderne på marken.

"Hold da fest," udbrød Gabriel og slukkede sin lommelygte
øjeblikkeligt. "Jeg har glemt, jeg skal øve en salme med englekoret!
Vi skal synge: Det kimer nu til julefest!"
Og væk var han!

© Susanne Fabritius de Tengnagel 2002