Julemandens transportmiddel er slæden. Det indoeuropæiske ord var "slid," der forgrener sig ud nordbolandene og på de britiske øer i betydningen af "at glide" (slide/slid på engelsk), i norden i betydningen af hårdt arbejde "slide/slķta", og så i betydningen slæde/sleigh/sleši som et transportmiddel.



Søren M Sindbæk fra afd. F. Forhistorisk Arkæologi på Aarhus Universitet har skrevet en, efter min mening, epokegørende afhandling om brugen af slædetransport af vore forfædre i samhandlen med Garšarķki. Kort fortalt så forklarer Søren Sindbæk elegant, at en rejse med et klinkbygget kølskib , dvs. et langskib, fra bunden af den finske bugt via Hólmgaršur (Novgorod) og forbi Kænugaršur (Kiev) til Dnepr flodens munding ved Sortehavet har krævet at kølskibet skulle trækkes over land mere end 250 km. En sådan rejse har været både for farlig, taget for lang tid, og været alt for ressourcekrævende. Laxdæla Sagaens beskrivelse af Bolli Bollasons rejse fra Danmark til Miklagarš viser at dette foregik, selvom vi ikke kan se hvorledes dette foregik. Herefter vises det at man derfor om sommeren foretog omlastning fra kølskibe til fladbundede flodbåde ved handelsstationen ved Lagoda søen (Nevo søen), og om vinteren til hestetrukne fragtslæder. Man fulgte den samme motorvej, i form af floderne, sommer og vinter, da isen om vinteren gør floderne farbar for slæder. Det vises også, at de fladbundede flodbåde har haft en båd- og slædefunktion. Også vognkasser, kaldet fadinger, havde en dobbeltfunktion som sommer- og vinter-transportmiddel. Om sommeren med hjul, om vinteren med meder. Det er arkæologisk bevist at disse slædetransporter foregik i hvert fald fra ca. år 800-830 e.Kr.



Man har kun meget få arkæologiske beviser på slædekørsel i nordbolandene, den mest kendte værende Gokstadslæden fra Uppland. Dette kan dog ændre sig, ifald de mange fund af vognfadinger i Danmark og nordGermanien viser sig at have haft en dobbeltfunktion.

Tilbage til Julemandens, dvs. Odins, brug af slæde. Det er ikke tilfældigt at Odin bruger slæde i vor sagnhistorie, og der kan være to udlægninger af dette. Dels at vi har totalt undervurderet brugen af slæder som transportmiddel i nordbolandene, men også at Odin med sin slæde er en indikation af at vore forfædre udvandrede fra Garšarķki området som min historie mener er tilfældet, hvor slæden med sikkerhed vides at have været hovedtransportmidlet om vinteren.

Vi har et par beretninger fra langt senere i Danmarks historie om brugen af kaner, slæder og isbåd som vintertransportmiddel.

En hollandsk købmand, van der Meersch, berejste i år 1674 Danmark sammen med to landsmænd. I marts måned skulle han fra Korsør til Nyborg over Storebælt.

"Vi fandt her", fortæller v.d. Meersch, " at isen i Store Bælt endnu laa fast, og at man endnu trygt passerede over den, hvorfor vi ogsaa strax besluttede at fortsætte rejsen med en slæde med to heste for. Jeg skal aldrig glemme, at jeg saa langt hen paa aaret rejste over Store Bælt forbi den lille ø Sprogø (bedrøvelig ihukommelse!) ligesom over land - til Nyborg paa Fyen, hvor vi ankom om eftermiddagen kl. 3 velbeholdne og uden at have set vand, men vi mødte paa hele denne istur intet levende menneske uden en flok smaa dagdrivere eller forkælede børn, der med hest og bjælder kørte afsted i deres kaner."



Da Holberg i år 1709 vendte hjem fra en udenlandsrejse måtte også han døje en istransports besværligheder. Han fortæller i sit første levnedsbrev om denne tur:

"Lillebælt fandt vi saa stærkt lagt med Is, at vi trygt gik over det til Middelfart paa Fyn, men på Storebælt var Isbroen ikke saa sikker. Vi blev derfor hele otte Dage i Nyborg i Haab om, at Isen enten skulde lægge bedre til eller bryde op, men omsider blev vi kjede af at vente og lejede Isbaade, i hvilke vi af Søfolk blev trukne først til Sprogø, hvilket tog en hel Dag, og Dagen efter til Korsør, en Søstad paa Sjælland. Skjønt det strider imod Fortsæt at opholde mig ved Stedsbeskrivelser og bøde paa dette Brevs Tørhed ved behagelige Digressioner, vil jeg dog, eftersom Geograferne har ladet Sprogø ligge urørt, gjøre et lille Sidespring for at give en Beskrivelse af denne ø og undersøge, om den svarer til sit Navn og Rygte, thi naar en Dansk ønsker ondt over sine Fjender, sker det med de Ord: "Gid du sad paa Sprogø!"

Fra Asien ser vi at Jordskælvsguden Tuil hos befolkningen på Kamchatka halvøen i det østlige Sibirien er beskrevet som ridende på en slæde under jorden.

Rensdyr

Dyrene, der ser til at Jólnir/julemanden/Odin kommer frem til sin destination er jo rensdyr. Hjorte, og specielt kronhjortens horn, var blandt alle indoeuroæere betragtet som symbolet på det mandlige. Jo mere vi efterser dette, så tænk på julebukken i Danmark/Norge der til trods for den katolske kirkes tusindårige forsøg på at udrydde ham ved at kalde julebukken for djævlen, stadig lever i bedste velgående. Og julebukken lever naturligvis fordi den har frugtbarheds egenskaber.

Kilde: Flemming Rickfors