Grantræet som juletræ

Den officielle søforklaring om grantræets indtog som juletræ går som følger:

I England fødtes år 672/680 e.Kr. St. Boniface of Crediton (ligger i Devon). I år 732 e.Kr. bliver Boniface gjort til ærkebiskop af pave St. Gregory III, og han bliver sendt til Bayern. Han blev dræbt den 5. juni 754 e.Kr. af barbarer, som formentligt havde nægtet at lade sig konvertere, og ligger begravet i det kloster han grundlagde i Fulda, Tyskland.

Efter sigende så skulle Boniface på et tidspunkt have stødt på en gruppe hedninge der ved ifærd med at ofre en ung dreng under tilbedelse af et egetræ, der blev brugt til ceremonielle formål som et verdenstræ. For at forhindre dette nedlagde han egetræet. Det påståes at fra rødderne af egetræet udsprang et lille grantræ, og Boniface mente at dette skulle være det nye katolskkristne symbol. Man satte herefter stearinlys på træet udenfor for at kunne prædike til hedningene efter nattens frembrud.

Røverhistorierne fra præstestyret i Rom er, som man nok har opdaget, ganske ens bygget op når man skal forklare hvordan en oprindelig skik videreføres i kristendommen, og derfor er historien om Boniface ganske sikkert lige så usand som løgnen om den katolske opfindelse af julemanden.

Sandheden er nok snarere at den katolske kristendom havde store problemer med skikken omkring dyrkelsen af verdenstræet, og som med alle vore andre skikke, så kopierede man den oprindelige skik og omdannede den til en tilsvarende skik i katolsk regi. Da den katolske kristendom allerede havde overtaget skikken med brugen af grangrene i huset under vintersolhverv var det åbenlyst at tage grantræet og benytte det som det katolske verdenstræ.

Stephan Springborg fra Skov- og Naturstyrelsens Naturvejledning har hjulpet mig med at fortolke hvilke træer vi ser afbilledet på julekortet. Grenen til højre for posthornet er en egegren og grenen til venstre for posthornet en bøgegren. Dette skyldes at disse to træer i samtiden, og i dag, regnes for skovens konge og dronning. En skovrider i Danmark bærer egeløv på sin kasket, medens en skovfoged bærer bøgeløv. I venstre side af julekortet ser vi en rødgran som symbol på juletræet. Det store træ bagved, hvorpå sidder en spætte, er vanskeligt at identificere, da det formentlig er tegnet efter hukommelsen. Det kan dog være et frugttræ, hvilket ville være i overensstemmelse med vore urskikke om at hænge æbler på juletræet.

Da de fleste ikke er “træmænd” er vi nødt til at forklare hvad vi mener med et grantræ for at undgå fejlfortolkninger.

De første rødgran (Picea abies, Norway spruce eller Common Spruce) blev iflg. Skov- og naturstyrelsen i Danmark først plantet i det nuværende Danmark omkring år 1730 af en mand ved navn Røhl. Imidlertid har Professor Lars Helge Frivold fra Norges Landbrukshøgskole i ås, Institutt for Skogfag påpeget en artikel “Granskogens innvandring og spredning i Norge” fra 1992, hvor Ulf Hafsten skriver følgende:

Kulstof-14 analyse af pollen beviser at rødgranen (Picea abies) udbredte sig i Norge i begyndelsen af jernalderen og at den havde bredt sig til grænsen til Sverige år 0-400 e.Kr. Den kom dog først til Sør-Trøndelag i middelalderen.

Vi kan derfor sige med fuld sikkerhed at rødgranen fandtes i Danernes område (her forstået som navnet på det oprindelige folk fra Danmark/Norge/Skåne) længe før introduktionen af den katolske kristendom.

Man ved kun at skikken med at bringe juletræet ind i huset først blev udbredt i Tyskland i 1500 tallet og faktisk er Martin Luther akkrediteret med dels at være den første til at tage grantræet ind i huset, dels at være den første til at sætte stearinlys på træet. Efter sigende skulle dette være sket efter hans bandlysning fra den katolske kirke, hvor han blev drevet ud i skoven. Gennem skoven kunne han se stjernene medens han gennemtænkte sin tro. Dette er uden tvivl også en røverhistorie for som Procopius i år 550 e.Kr. allerede har forklaret os, så foregik juleceremonien i mørke og udenfor huset. Der har derfor været behov for belysning under ceremonien og de lys man brugte var kertelys. Kerter (“kerti” på oldnordisk, “candel” på oldengelsk og “*kand-” på indoeuropæisk) blev lavet af bivoks og vi genfinder ordet i byen Kerteminde på Fyn. Fra arkæologi i Kerteminde ved man at dette område har været beboet ihvertfald fra år 1.000 f.Kr. Oprindeligt lå byen længere inde i Kerteminde fjord ved Ladby, der var ladeplads for sejladsen til Sjælland og hvor vi har såvel runesten som Ladbyskibet. Ifald man ser på et kort over det nordøstlige Fyn kan man nemt se hvor strategisk perfekt Ladby/Kerteminde ligger. Ganske interessant så kendte man ikke til kertelys hos de gamle grækere, hvor man brugte olielamper og vi finder først brugen af kertelys hos etruskerne og i romerriget.

Det første rødgran juletræ indendørs i København stod i år 1810 hos den unge doktor Lehman, præstesøn fra Holsten. Den første beskrivelse af et juletræ indendørs i Norge er fra år 1820. I England holdt skikken med juletræet indendørs sit indtog omkring år 1840 hvor Dronning Victoria og hendes tyske prinsgemal Albert blev afbilledet med deres preusiske træ.

Den generelle opfattelse at juletræet derfor er en katolsk-tysk import til nordbolandene er dog fuldstændig forkert.

Hávamál, Ordene fra det høje, som jeg i min historie kalder for “Odins bud”, der menes at være fra senest 800 tallet e.Kr. og før introduktionen af den katolske kristendom, siger i læresætning nr. 50 som følger:

50. Hrörnar þöll
sú er stendr þorpi á,
hlýr-at henni börkr né barr;
svá er maðr,
sá er manngi ann.
Hvat skal hann lengi lifa?
Som jeg oversætter til:

Skovfyren rådner
som står på torpen/pladsen
uden hverken nåle eller bark;
således er skæbnen
for en mand uden venner.
Hvorfor skulle han leve længe?
Jeg har i ovennævnte oversættelse brugt “skovfyr” i oversættelsen af “þöll”. I engelske oversættelser af Hávamál skriver man generelt “pine.” Det moderne svenske udtryk for “Pinus silvestris” er “tall” som på engelsk er “Scotch Fir/Scots Pine” og på dansk “skovfyr.” Modsat rødgranen (picea abies), der kun fandtes i nord/midt-Noge, så er skovfyren et oprindeligt træ fra alle nordbolandene. Træet bliver over 30 meter højt, og er det højeste træ i de skove hvor det gror. Som vi kan læse i Hávamál vers 50, så har skovfyren helt åbenlyst haft en ceremoniel betydning med betydning for “livet.” Og netop denne oplysning placerer skovfyren direkte til juleceremonien. Jeg tror derfor at skovfyren har været det oprindelige juletræ for den ceremoni der indtil 1700 tallet blev afholdt uden for huset.

Fejlfortolkninger mellem rødgran og skovfyr er iøvrigt af ganske gammel dato i hele Europa da man brugte samme navne for begge arter, også inden for videnskaben, helt op til 1700 tallet. At ordet “fyr” indgår i navnet på skovfyren ( “fyri” på oldnordisk, “furh” på oldengelsk, “peuri” på indoeuropæisk, “pyr” på græsk) mener man er en henvisning til træets høje brændværdi grundet det meget harpiksholdige ved. Såvel det græske, som det indoeuropæiske ord for samme betyder nemlig “ild” og i dag “fyrer” vi naturligvis op i pejsen.

Professor Lars Helge Frivold fra Norges Landbrukshøgskole har gjort mig opmærksom på at skovfyren blev udryddet i det nuværende Danmark i middelalderen, bortset fra Læsø, hvor den fandtes i 1700 tallet. Der er ganske sikkert derfor at man påbegynder at plante rødgranen i Danmark i år 1730. Stephan Springborg fra Skov- og Naturstyrelsens Naturvejledning på Københavns Statsskovdistrikt har forklaret mig at Skovfyren formentlig blev udryddet på grund af rovdrift, og at samme skete i Holland, Irland, England og Wales. Man mener at skovfyren har eksisteret på Læsø siden stenalderen.

Da såvel skovfyren (Pinus silvestris) som rødgranen (Picea abies) er evigt-grønne har man taget grene fra begge træer og bragt ind i huset Juleaften/Moders Nat d. 21.-24 december. Hvilket træ man har brugt har varieret regionalt afhængigt af hvor de respektive træer groede.

Kilde: Flemming Rickfors