Hvorfor giver vi hinanden gaver juleaften?
For børnene er det mest spændende ved julen nok gaverne.
Det at give hinanden indpakkede gaver juleaften er en tradition, der først blev udbredt her i landet i
løbet af 1800-tallet. Det, at børnene giver deres forældre små gaver de selv har lavet eller købt
for deres lommepenge, er ikke mere end en 70-80 år gammel tradition. Der blev dog givet gaver
tidligere, men de var dengang noget helt andet, end det vi forstår ved gaver i dag. Man ved, at
børn siden middelalderen har fået gaver af deres forældre til jul, i form af en lille portion af
julebagværket, æbler og andre frugter, eller hvad man nu havde. Det var ikke gaver, der blev pakket
ind. Man fik blot sin ration juleaften eller julemorgen.
Udover disse gaver og godter, har julen ikke været lig med større overraskelsesgaver indtil begyndelsen af 1800-tallet.
Præsterne var nemlig imod, at man forkælede sine egne børn i julen. De mente, at det kun var det fattige Jesusbarn man
skulle tilbede og samle sine tanker om. Men fra 1800-tallet begyndte man langsomt på at pakke
gaverne ind, og uddele dem som overraskelser. Nogle hængte dem på juletræet, og andre anbragte
dem uindpakkede på et bord eller under juletræet.
Først i 1900-tallet blev det fast kutyme, at julegaverne ligger indpakkede
under juletræet. At voksne giver hinanden gaver blev først udbredt i forbindelse med, at julens
gave-givning bredte sig til alle samfundslag. Før år 1800 var den slags manér med
overraskelses-gaver mellem voksne utænkelig. Man havde dog alligevel kendskab til begrebet
julegaver, men mere i form af en slags gratiale, og dermed mere eller mindre en aftalt del af den
løn, man havde krav på. Sådanne gaver gav husbonden sit tyende, adelsfolk deres bønder og konger deres undergivne.
Julegaverne er i dag en vigtig økonomisk faktor for detailhandlen. Det ses på de mange julekataloger,
tilbudsaviser og annoncer i tv. Mange butikker har årets højeste omsætning i december – i varehusenes
legetøjsafdelinger sker f.eks. næsten halvdelen af årets omsætning i december. Men også legetøj til
mænd – f.eks. dameundertøj - sælges primært op til jul.
Mange firmaer giver deres ansatte julegaver i forskellige prisklasser.
Også til forretningsforbindelser købes der gaver for store summer - alt fra pap-kalendere, julekurve og
rødvinskasser, til dyre fyldepenne og lommecomputere.
Gavepapir til at pakke gaverne ind i, kendes først fra slutningen af 1800-tallet. Det var oprindeligt
glanspapir, dvs. hvidt, glittet papir, der blev påtrykt alle mulige stærke farver. Senere blev der
trykt farver på almindeligt hvidt papir.