Det gamle Egetræes sidste Drøm
H. C. Andersen: Eventyr: Det gamle Egetræes sidste Drøm. (1858).
Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne
strand, saadan et rigtig gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og
tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end ligesaa mange
Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten, og have da vore
Drømme; med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i de tre Aarstider, først
mod Vinteren har det sin Søvn, Vinteren er dets Sovetid, den er dets Nat efter
den lange Dag, som kaldes Foraar, Sommer og Høst. Mangen
varm Sommerdag havde Døgnfluen dandset rundt om dets Krone, levet, svævet og
følt sig lykkelig, og hvilede da, et øieblik i stille Lyksalighed, den lille
Skabning paa et af de store friske Egeblade, saa sagde Træet altid: "Lille
Stakkel! kun en eneste Dag er hele dit Liv! hvor kort dog! det er saa
sørgeligt!" "Sørgeligt!" svarede da altid Døgnfluen, "hvad
mener Du dermed? Alt er jo saa mageløst lyst, saa varmt og deiligt, og jeg er
saa glad!" "Men kun een Dag, og saa er Alt forbi!"
"Forbi!" sagde Døgnfluen. "Hvad er forbi! er ogsaa Du
forbi?" "Nei, jeg lver maaske Tusinder af dine Dage, og
min Dag er hele Aarstider! Det er Noget saa langt, Du slet ikke kan udregne
det!" "Nei, for jeg forstaaer Dig ikke! Du har Tusinder af
mine Dage, men jeg har Tusinder af øieblikke til at være glad og lykkelig i!
Holder al denne Verdens Deilighed op, naar Du døer?"
"Nei," sagde Træet, "den bliver vist ved længer, uendeligt
længer, end jeg kan tænke det!" "Men saa have vi jo lige
Meget, kun at vi regne forskjelligt!" Og Døgnfluen
dandsede og svang sig i Luften, glædede sig ved sine fine, kunstige Vinger,
deres Flor og Fløiel, glædede sig i den varme Luft, der var saa krydret med Duft
fra Kløvermarken og fra Gjerdets vilde Roser, Hyld og Kaprifolier, ikke at tale
om skovmærker, Kodriver og vilde krusemynter; der var en Duft saa stærk, at
Døgnfluen troede at have en lille Ruus af den. Dagen var lang og deilig, fuld af
Glæde og sød Fornemmelse, og naar saa Solen sank, følte altid den lille Flue sig
saa behagelig træt af al den Lystighed. Vingen vilde ikke længer bære den og
ganske sagte gled den ned paa det bløde, gyngende Græsstraa, nikkede med
Hovedet, som den kan nikke, og sov ind saa gladelig, det var Døden.
"Stakkels lille Døgnflue!" sagde Egetræet, "det var dog
altfor kort et Liv!" Og hver Sommerdag gjentog sig samme
Dands, samme Tale, Svar og Hensoven; det gjentog sig i hele Slægter af
Døgnfluer, og alle vare de lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vaagen sin
Foraarsmorgen, Sommermiddag og Efteraarsaften, nu var det snart mod Sovetid,
dets Nat, Vinteren vilde komme. Allerede sang Stormene:
"God Nat, god Nat! der faldt et Blad, der faldt et Blad! vi plukke, vi plukke!
see til at Du kan sove! vi synge Dig isøvn, vi ruske Dig isøvn, men ikke sandt,
det gjør godt i de gamle Grene! de knage derved af bare Fornøielse! sov sødt,
sov sødt! det er din tre hundrede og fem og tredsindstyvende Nat, egentligt er
Du kun en Aars-Unge! sov sødt! Skyen drysser Snee, det bliver et heelt Lagen, et
luunt Sengetæppe om dine Fødder! sov sødt og drøm behageligt!"
Og Egetræet stod afklædt alt sin Løv for at gaae til Ro
hele den lange Vinter og i den at drømme mangen Drøm, altid noget Oplevet,
ligesom i Menneskenes Drømme. Det havde ogsaa engang været
lille, ja, et Agern havde været dets Vugge; efter Menneske-Regning levede det nu
i et fjerde Aarhundred; det var det største og ypperste Træ i Skoven, med sin
Krone ragede det høit over alle de andre Træer og blev seet langt ude fra Søen,
var Skibsmærke; det tænkte slet ikke paa, hvormange øine, der søgte det. Høit
oppe o dets grønne Krone byggede Skovduerne, og Gjøgen kukkede der, og i
Efteraaret, naar Bladene saae ud som hamrede Kobberplader, kom Trækfuglene og
hvilede der, før de fløi hen over Søen; men nu var det Vinter, Træet stod
bladløs, man kunde ret see, hvor bugtede og krogede Grenene strakte sig; Krager
og Alliker kom og satte sig skifteviis der og talte om de strenge Tider, som
begyndte, og hvor svært det var at faae Føden om Vinteren.
Det var just den hellige Juletid, da drømte Træet sin
deiligste Drøm; den skal vi høre. Træet havde tydeligt en
Fornemmelse af at det var en festlig Tid, det syntes at høre rundt om alle
Kirke-Klokker ringe, og dertil var det som paa en deilig Sommerdag, mildt og
varmt; det bredte ud saa frisk og grøn sin mægtige Krone, Solstraalerne spillede
mellem Blade og Grene, Luften var fyldt med Duft af Urter og Buske; brogede
Sommerfugle legede "Tagfat" og Døgnfluerne dandsede, som var Alt kun til for at
de skulde dandse og fornøie sig. Alt, hvad Træet igjennem Aaringer havde oplevet
og seet omkring sig, drog forbi, som i et heelt Fest-Optog. Det saae fra gammel
Tid Riddere og Fruer til Hest, med Fjer i Hatten og med Falk paa Haand, ride
gjennem Skoven; Jagthornet lød og Hundene halsede; det saae fjendtlige Soldater
i blanke Vaaben og brogede Klæder, med Spyd og Hellebarder, slaae Telt op og
atter tage det ned; Vagtilden blussede og der blev sjunget og sovet under Træets
udstrakte Grene; det saae Kjærestefolk i stille Lykke mødes her i Maaneskin og
skære deres Navne, det første Bogstav, ind i den graagrønne Bark. Cither og
æolsharpe vare engang, ja der laae Aaringer imellem, hængte op i Egens Grene af
reisende, muntre Svende, nu hang de der igjen, nu klang de der igjen saa
yndelig. Skovduerne kurrede, som vilde de fortælle, hvad Træet følte derved, og
Gjøgen kukkede, hvormangen Sommerdag det skulde leve. DA
var det, som om en ny Livs-Strømning rislede det lige ned i de mindste Rødder og
op i de høiestragende Grene, lige ud i Bladene; Træet følte at det strakte sig
derved, ja det fornam med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i Jorden var Liv og
Varme; det fornam sin Styrke tage til, det voxede høiere og høiere; Stammen
skjød op, der var ingen Stillestaaen, den voxede meer og altid meer, Kronen blev
fyldigere, bredte sig, løftede sig, - og altsom Træet voxede, voxede ogsaa dets
Velværen, dets lyksaliggjørende Længsel efter altid at naae høiere, lige op til
den lysende, varme Sol. Allerede var det voxet høit op
over Skyerne, der som mørke Trækfugle-Skarer, eller store hvide Svaneflokke
droge hen under det. Og hvert af Træets Blade kunde see,
som havde det øine at see med; Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa store og
blanke; hver af dem blinkede som et Par øine, saa milde, saa klare; de mindede
om kjendte,kjærlige øine, Barne-øine, Kjærestefolks-øine, naar de mødtes under
Træet. Det var et livsaligt øieblik, saa frydefuldt! og
dog, i al den Fryd, fornam det en Længsel og Lyst efter, at alle de andre
Skovens Træer dernede, alle Buske, Urter og Blomster maatte kunne løfte sig med,
føle og fornemme denne Glands og Glæde. Det mægtige Egetræ i al sin Herligheds
Drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med Alle, Smaa og Store, og
denne Følelse bævede igjennem Grene og Blade, saa inderligt, saa stærkt som i et
Menneskes Bryst. Træets Krone bevægede sig som om det
søgte og savnede, saae tilbage. Da fornam det Duft af Skovmærker og snart endnu
stærkere Duft af Kaprifolier og Violer, det troede at kunne høre Gjøgen svare
sig. Ja, gjennem Skyerne pippede frem Skovens grønne
Toppe, det saae under sig de andre Træer voxede og løftede sig som det; Buske og
Urter skjøde høit i Veiret; enkelte reve sig løs med Rod og fløi hurtigere.
Birken var snarest; som en hvid Lynstraale knittrede dens slanke Stamme opad,
Grenene bølgede som grønne Flor og Faner; den hele Skov-Natur, selv det
brunfjedrede Rør, voxede med, og Fuglene fulgte med og sang, og paa Straaet, der
som et langt, grønt Silkebaand løst flagrede og fløi, sad Græshoppen og spillede
med Vingen paa sit Skinnebeen; Oldenborrerne brummede og Bierne summede, hver
Fugl sang med sit Næb, Alt var Sang og Glæde lige ind i Himlen.
"Men den lille blaa Blomst ved Vandet, den skulde ogsaa
med!" sagde Egetræet; "og den røde Klokkeblomst! og den lille Gaaseurt!" - ja
Egen vilde have dem Allesammen med! "Vi er med! vi er
med!" sang og klang det. "Men de smukke Skovmærker fra
forrige Sommer - og Aaret forud var her et Flor af Lilieconvaller -! og det
vilde æbletræ, hvor stod det deiligt - og al den Skovpragt i Aaringer, i mange
Aaringer -! havde den dog levet og blevet til nu, saa havde den dog ogsaa kunnet
være med!" "Vi er med! vi er med!" sang og klang det endnu
høiere oppe, det syntes, som om de vare fløine foran.
"Nei, det er altfor utroligt deiligt!" jublede den gamle
Eeg. "Jeg har dem Allesammen! Smaa og Store! ikke Een er glemt! hvor er dog al
den Lysalighed mulig og tænkelig!" "I Guds Himmel er den
mulig og tænkelig!" klang det. Og Træet, der altid voxede,
fornam at dets Rødder løsnede sig fra Jorden. "Det er nu
det Allerbedste!" sagde Træet, "nu holder mig ingen Baand! jeg kan flyve op til
det Allerhøieste i Lys og Glands! og alle Kjære har jeg med! Smaa og Store! Alle
med!" "Alle!" Det var Egetræets
Drøm, og medens det drømte gik en voldsom Storm hen over Hav og Land i den
hellige Julenat; Søen væltede tunge Bølger mod Stranden, Træet knagede, bragede
og rykkedes op med Rod, netop idet det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det
faldt. Dets tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar var nu som en Dag for
Døgnfluen. Julemorgen, da Solen kom frem, havde Stormen
lagt sig; alle Kirkeklokker ringede festlig, og fra hver Skorsteen, selv den
mindste paa Huusmandens Tag, løftede sig røgen blaalig som fra Alteret ved
Druidens Fest, Takkens Offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og paa et stort
Fartøi derude, der i Natten havde vel overstaaet det haarde Veir, heisedes nu
alle Flag, julefestligt og smukt. "Træet er borte! Det
gamle Egetræ, vort Mærke paa Landet!" sagde Søfolkene. "Det er faldet i denne
Storm-Nat! Hvo skal kunne erstatte det; det kan Ingen!"
Saadan Ligtale, kort, men velmeent, fik Træet, der laae
udstrakt paa Sneetæppet ved Stranden; og hen over det klang Psamlesang fra
Skibet, Sangen om Julens Glæde og Menneskenes Sjæls Frelse i Christo og det
evige Liv: "Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
Den Fryd er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!"
saa lød den gamle Psamle, og hver derude paa Skibet løftedes paa sin Viis
ved den og Bønnen, ret som det gamle Træ løftede sig i sin sidste, sin deiligste
Drøm Julenat.
|