Fars Julevise Og gåsen kom paa marken, da kornet var kørt væk; det kunde han nu lide, og derfor sa'e han: "Gæk!" Ved mortensdag kom pigen ud med den blanke kniv, da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade liv. Hun sleb den på sin tøffel, han fik en grusom skræk; højt fløj han over gærdet, mens han hvinede: "Gæk!" Men pigen tog ham ikke, hun greb en anden en; da dansed han på marken på sine lave ben. De drev ham hjem fra marken, på vejen fik han smæk; han virrede med halen, og han hvæsede: "Gæk!" De satte ham på sti, og de propped maden ned, de holdt ham fast om halsen, skønt han kneb, og han bed. Til julen blev han slagtet, da fik hans hals et knæk; dengang de vred den, skreg han sit allersidste "Gæk!" Så lå han ganske stille, han mærked kniven knap, som tog hans hvide vinge og røde gåselab. Til torvs ham pigen bragte; der roste man hans vægt. Han æbler fik i maven og blev så dejlig stegt. En julegås, det blev han, og det er ikke lidt, og Mor har skummet af ham en vældig krukke fedt.