I Mørkningen Juleaften Vi sov af glæde kun lidt i nat, og dagen har været så lang; nu har vi os her på skamlerne sat, fortæl en historie en gang! Vi ved, du over hundrede kan. Mens Far og Mor gør træet i stand, fortæl, lille Bedstemor! gør det! Åh! Men en, som er lang, at tiden kan gå. Bedstemor fortæller: "Hver juleaften netop nu, når julegrøden koger, da vandrer - Peter, hører du! - igennem aftnens tåger med store kanestøvler på den gamle jul til staden; fra vindvet kan man se ham gå på sneen gennem gaden. Et dejligt juletræ han bær', det største vist i skoven. Hans skæg når lige til hans knæer; og på hans hat foroven et lille julelys der står; det stråler, og det skinner på næsen og de hvide hår og på hans røde kinder. Og gade op og gade ned sit træ han om vil bære; hvor alle bor, bestemt han ved, derpå kan vis man være. Ved husets dør han stille står og lytter meget længe; han vide må, før ind han går, om der er slemme drenge. Og hører han, at Far er vred, imens han træet tænder, han rokker straks ad trappen ned og ud på gaden render. Men hører han, at Far og Mor er glad for deres drenge, imens de pynte julebord og lys i træet hænge, da ler den gamle julefar og ind i stuen smutter. Sit lys fra hatten ned han ta'er, det funkler, og det futter; med det han hen til træet går og nikker i det samme, straks fra hvert lille lys der står en klar og dejlig flamme. Se, der, hvor julen ej gik ind, hvor ej han vilde tænde, har lysene et dårligt skin og vil slet ikke brænde; men der, hvor julen har dem tændt, de stråle, og de skinne. Og derpå har nu let man kendt, om julen var der inde."