Nye juletraditioner kommer til

I slutningen af det attendeårhundrede og op gennem det nittendeårhundrede udviklede julen sig gradvist til den form, vi kender i dag.
Julekort, som egentlig blev opfundet i England i 1843, blev først trykt i Danmark i 1880'erne. Med de amerikanske julekort, som danske udvandrere sendte hjem til familien i det gamle land i løbet af 1870'erne og 80'erne, kom Julemanden til Danmark. Hvor det før var den gråklædte Julenisse med den røde hue, der kom med julegaverne, blev det nu den tykke røde Julemand, der kom flyvende gennem luften med sin rensdyrtrukne kane og kravlede ned gennem skorstenen med sin fyldte gavesæk. Julenissen og Julemanden smeltede sammen.



Fra Tyskland bredte skikken med adventskransen sig efter år 1900 over grænsen, indtil den omkring 1930 var blevet almindelig i Danmark. Også julekalenderen indvandrede fra Tyskland i løbet af 1930'erne. Selve juletræsfesten og mange af dens skikke kom altså til Danmark fra Tyskland. Men Tyskland har også sat sit præg på den danske jul på andre måder. Under tyskernes besættelse af landet under 2. Verdenskrig dukkede nye lysskikke op. Man kaldte besættelsestiden for "De mørke år", og lys fik en ny betydning som billede på håbet om befrielse; - ligesom Jesus kaldte sig selv for "Verdens Lys", der skinnede i den onde, mørke verden og viste menneskene vejen til det gode.



Kalenderlyset dukkede op i 1942, og det blev utrolig populært at sætte fire lys i adventskransen. I adventstiden venter man på Jesu fødsel, som man kalder Adventus Domini, dvs. Herrens komme. I krigsårene ventede man også, men på befrielsen. Den vigtigste nye lysskik i de mørke år var nok Lucia-optoget, som man med vilje valgte at indføre i Danmark, fordi det var en lysfest, og fordi skikken var svensk. Nok var Lucia en katolsk helgeninde, men navnet kommer af lux - dvs. lys -, og Lucias dag, den 13. december, blev i ældre tid betragtet som årets korteste dag - og dermed årets længste nat. Noget bedre billede på krigsårenes tidsånd kunne man næppe have fundet.
I Sverige bestod lysskikken i, at en ung pige i hvid kjole og med en lyskrans om hovedet gik rundt i huset om morgenen den 13. december og vækkede familiemedlemmerne med varm kaffe, gløgg og en bestemt slags julekager, som repræsenterede Djævelen. Pigen blev kaldt "Luciabruden", men i virkeligheden forestiller hun Juleenglen eller julens ånd, altså Jesusbarnet. Derved blev Djævelen så ufarlig, at man kunne spise ham som kage. Det onde blev så at sige fortæret, når lysets brud gik rundt i huset. I nogle svenske hjem blev Luciabruden fulgt af hvidklædte piger med lys i hænderne eller lystige spillemænd. I Danmark blev Luciabruden i hjemmet dog aldrig rigtig nogen familiesucces. Til gengæld blev lysoptoget fra krigsårene og frem meget populært på hospitaler, plejehjem, skoler og i forskellige foreninger. Vi tog lysoptoget til os, netop fordi det var svensk - eller nordisk i en tysk tid. Men faktisk har svenskerne selv lånt skikken fra en ældre tysk tradition. Det er blot én af den slags pudsigheder, der blinker tilbage, når man bladrer i julens historiebog.



Imidlertid har vi også lært en anden hyggelig skik af svenskerne, nemlig julefrokosten, som svenskerne kalder Lucia-frokost. Julefrokosterne dukkede op på de danske arbejdspladser i begyndelsen af 1940'erne. Den hyggelige fællesspisning med god mad, våde varer og eventuelt sange, selskabslege og dans blev hurtigt populær under besættelsen. Julefrokosterne før jul har afløst gamle dages julestuer efter jul. Tilbage er kun at sige: Skål, velbekomme og rigtig glædelig jul i fædrenes fodspor!