I middelalderen er julen blevet en kristen fest, til ære for Jesu fødsel.
Alligevel var der åbenbart også på dette tidspunkt en lang række mere folkelige dele af julefesten - de såkaldte julestuer - hvor folk slog gækken løs og morede sig. Bl.a. for at hæmme disse fester blev der allerede i 1100-årenes kirkelove dekreteret julefred i perioden fra 25. december til Helligtrekonger. Disse tolv dage kaldtes også "Juletylvten", og her måtte ingen ufred forekomme.



Med kristendommens indførelse begynder vi at holde jul den 25 december - blot starter vi aftenen før: den 24. At Jesus blev født på netop denne dato, blev besluttet af et kirkemøde i 300-årene. Sandsynligvis var en del af inspirationen, at mange af de religioner, som konkurrede med kristendommen havde vigtige højtider på dette tidspunkt.
Lys var en del af de tidlige kirkelige  "juletraditioner", og slog godt an blandt lægfolk. I Johannes-evangeliet kalder Jesus sig selv for "Verdens Lys", og der kan derfor lægges megen god kristen symbolik i julelysene. Lys blev lavet af tælle, som man smeltede fra slagtedyrene - og var et forholdsvis kostbart råstof. Vokslys var selvfølgelig kun forbeholdt de allerfornemmeste. Havde man ikke selv lys eller råd til at købe dem, kunne man gå omkring og tigge eller "synge for lys".



Da kristendommen kommer ind i julen, kommer nogle af de ting, der hører til den kristne gudstjeneste med. Heriblandt er salmerne, hvoraf et par stykker har "overlevet" til i dag. Vores ældste julesalme er nok "Et barn er født i Bethlehem", der kendtes allerede i 1300-tallet. Også "Et lidet barn så lysteligt" kan have været kendt i middelalderen. Det er en omskrivning af en tysk folkelig julesang og findes i den ældste lutherske salmebog.
Den katolske middelalder-dansker mente, at en af vejene til at frelse sin egen sjæl var at gøre godt imod andre. Almisser givet til de fattige kunne også få en betydning for giveren. At give i julen, til ære for Gud og for Jesu fødsel, var særlig oplagt.

Kilde: Historiemagasinet SIDEN SAXO.
Forfatter: Charlotte S. H. Jensen, folkemindeforsker.
 Arkivets Julesider