Jul på landet omkring 1900

I 1947 beskrev gårdejer Laurs Laursen fra Rustrup ved Silkeborg, om sin barndoms jul på landet omkring 1900.

Når jeg tænker tilbage til min drengetid omkring århundredskiftet, forekommer det mig, at julen nu er mindre strålende, end den var dengang, og at dette står i forbindelse med de langt større forberedelse julen dengang krævede.
På en almindelig bondegård på landet blev de hyggelige spinderokke og væve standset 14 dage før jul. Der skulle slagtes, vaskes, brygges og især gøres hovedrent.
En rengøringsfurie fór både i min mor, min gamle bedstemor og begge gårdens piger. Røg og damp og slagtelugt overalt. Vand, sæbe og skureviske og kvinderne i rengøringshumør. Mandfolkene og børnene luskede som våde hunde rundt i stalde og lader og gik i seng, så snart aftengrøden var sat til livs.



Til kvindernes undskyldning må siges, at de skulle overkomme meget. Slagtning af en fedekalv eller en kvie, en stor fed gris og et par får eller lam til husets eget brug. Dertil en snes gæs og ænder til salg i byen. En tønde rug blev malet, halvdelen til sigtemel; en sæk flormel skulle købes til julebagningen. En stor øltønde skulle fyldes med godtøl, og gulve og borde skulle skures hvide som sne med sæbe, soda, kalk, sand og halmviske. Mandfolkene bestilte ingenting. Dels fordi de ikke blev betroet til andet end til at bære vand og brænde ind, dels fordi mandfolk jo altid har kunnet luske uden om det mere ubehagelige arbejde og overlade dette til "det svage køn".
Men lillejuleaftensdag begyndte de store skyer at trække bort. Ud af den store ovn kom nu de lange rækker af friskbagt brød og kager og ikke at forglemme pebernødderne - den tids bolsjer og slikkeri - og fyldte huset med vellugt, og man kunne atter vove sig ind i huset, når man passede på kun at træde på de papirstrimler, der var lagt på de hvide gulve for det samme.
Juleaftensdag om formiddagen kom julen endelig og (efter hvad jeg tænker mig til - underbygget af mine egne erfaringer siden) gik det omtrent sådan til:
Min far havde i lang tid været i et skrækkeligt sort humør. Det var jo terminstid fra den 11.til den 18.december, renterne skulle betales, og pengene kunne aldrig slå til. Tiden dengang var præget af pengeknaphed og stor varerigelighed (lige modsat nutiden), butikkerne var fulde af alle slags ønskværdige varer, man havde bare ingen penge at købe for. Til terminsudgifterne kom så yderligere de mange nødvendige juleindkøb af flormel, sukker, kaffe, krydderier, sæbe og soda.



"Uha!" tænkte far, "de kvindfolk, de kvindfolk! De sætter mig fra gården," og hans humør blev sortere for hver dag. Men ligesom det er allerværst, hører han en dag en svag sang i luften. Det er kirkeklokkerne, der ringer julen ind, og der er virkelig noget i denne klokkelyd, der kalder på de bedste førelse i én. Far kommer til at tænke på, om han ikke er uretfærdig mod sin dygtige kone. Hun skal jo da ikke lastes for, at hun vil have hjemmet pænt og rent - og han er jo egentlig også selv stolt af hende, når hendes mad og bagværk lykkes og smager så godt. Han går ind og klapper sin fortravlede kone på kinden i forbifarten og siger i en tone, der ligesom beder om undskyldning: -
"nå nu har du det sandelig også fint, lille mor."
Venligheden går straks videre fra husmoderen til førstepigen, der bliver rost for sin dygtighed, så hun får lyst til en anerkendende ord til lillepigen, og snart er julestemningen slået igennem i hele husstanden. Den forstærkes ved pyntningen af juletræet, der dog først skal tændes efter festmåltidet: risengrød, steg og æblekage, hvor den hvide dug på det lange hvidskurede bord blev pyntet med grønne grankviste. Det var den eneste gang om året, hvor far bøjede sit hoved og fremsagde en bordbøn: "Velsign vort hus, velsign vort bord" - og jeg følte julens højtid dirre i mit drengesind, skønt jeg ikke ved noget værre end at høre på højlydte bønner.
Efter juletræet var der julegaver til alle. Hjemmelavede, nyttige småting. Vanter, strømper, strikkede halsklæder, hårbørster, klædebørste, syæske og lignende.
Som noget meget væsentlig ved bondens jul dengang må også nævnes den udstrakte godgørenhed til mere fattige familier i nabolaget. Alderdomsunderstøttelsen var meget lille, og hjælp i sygdomstilfælde var der ikke noget af uden for fattigvæsenet. Men det var en uskreven lov, at ingen på egnen måtte lide nød i julen, og fra landmandens fyldte forrådskammer gik der til julen mange kurve ud, der indeholdt en sigtekage, et stykke flæsk, et spegelår og lidt julekage og pebernødder.
Sådan var juleforberedelsen på landet omkring 1900.