Stilen var upyntet, og familien ved at gå op i limningen. Men julen slog idyllisk rekord i 1960erne

Der var engang en jul, hvor mor gik smilende rundt i sit smagfulde arkitektegnede hjem og havde god tid til at hygge med de forventningsfulde, velfriserede små.
Ak ja, og nu trådte far leende ind ad døren med favnen fuld af stigende velfærd og obligatoriske spor af julesne på de blankpudsede sko.
Læsere, der ikke nåede at opleve en jul i 1960'erne, bør tale et alvorsord om timing med deres forældre.



Ikke alene var julen hvidere dengang. Kun 1960 og 1966 var helt sneforladte, og der var dømt landsdækkende hvid jul i såvel 1962 som 1969 - et fænomen, der siden kun har gentaget sig i 1981 og 1995.
De havde også noget dengang, som al fremtidens ungdom må nøjes med at ska- be misundelige myter om: 60'erne var de hjemmegående husmødres sidste store årti.
Alt det, 90'er-familien aldrig rigtig når, ordnede dette hjemmegående fænomen af en smilende hvid tornado, der blænder eftertiden med kæk imødekommenhed i datidens dame- og livsstilsmagasiner.
Hun kokkererede, hyggede, pyntede, plejede, huskede de gamle og dem på søen og gav børnene lov til at være med - uden at forlange så meget som en pensionsordning til gengæld.



Det har muligvis ikke været sjovt at være husmor, men det må have været skønt at have én derhjemme.
I begyndelsen af 1960'erne var ca. hver tredje gifte danske kvinde ude på arbejdsmarkedet - på deltid naturligvis. Ti år senere var hver anden i job - nu på fuld tid. Den ekstra indtægt blev omsat i parcelhus med have, bil, daginstitutioner, indkøb, og en stjernevrimmel af nye arbejdsopgaver.
"Pakkekalenderne er en typisk tresseropfindelse: Forældrene fik flere penge, mindre tid og dårlig samvittighed overfor børnene. Den dulmer de med gaver," forklarer projektforsker ved Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod.
Set gennem 90'er-briller var 60'erne ikke desto mindre et beskedent årti - også i julen.
"Vi beundrede moderne arkitekter som Frank Lloyd Wright og Corbusier. Du så ikke en eneste sløjfe. Det var flettede hjerter - levende lys. Helt enkelt," husker kunstneren Jette Frölich, der i 1960'erne lavede julepynt til Bo Bedre og i dag blandt andet pynter op for Royal Copenhagen og Illums Bolighus.
Bo Bedre anno 1962 er hendes sandhedsvidne. Her belæres husmoderen om, hvordan hun af enkle midler som et stykke træ og et gardinbeslag kan lave sin egen lysestage. De pyntesyge får nådigst lov til at slå sig løs med en håndfuld messingtegne-stifter eller små hjemmelavede papirklip. Selve lyset er naturligvis helt klassisk: Hvidt og lige.
"Det skal ikke skjules, at der på markedet findes nogle mærkelige forvoksede, sært ornamenterede og forvredne lys - og de er naturligvis ikke særligt kønne at kigge på," pointerede bladets indendørsarkitekt, Birthe Rohweder.
Stilen var enkel, gerne billig og meget gerne arkitekttegnet. Det lod sig ikke diskutere.
På mange måder fremstår tresserne som et troskyldigt årti. Hele landet led således med de sønderknuste forældre, da lille Tina på 2 1/2 måned forsvandt fra sin barnevogn 14. december 1965. Barnevognen stod parkeret foran Daells Varehus i København, mens den nybagte mor var på juleindkøb.
Men alle var tilsyneladende overbeviste om, at Tina havde en god jul. I et åbent brev til "den kvinde, der menes at passe og pleje Tina" skrev barnets mor næsten forstående: "...De må være en meget ulykkelig kvinde, men med en stor kærlighed for børn..."



At en mand skulle have taget barnet var rent ud utænkeligt, og Tina blev faktisk fundet et par uger efter jul i god behold hos en kvinde, som havde taget den lille til sig som sin egen.
Men inden de gamle nu bliver alt for høje i nissehuen, så prøv at spørge til julegaverne.
De var nemlig helt i årtiets ånd: Praktiske, enkle og billige - gerne bløde og hjemmestrikkede.
Mor fik køkkengrej, og selv de yngste skolepiger blev spist af med pålægsgafler og andet udstyr, afslører ugebladene. Drengene var typisk mere heldige, men i Politiken 1963 beskrev Leif Panduro, hvordan han hvert år forgæves havde sat "en kontrabas" øverst på ønskesedlen.
"Da man endelig langt om længe fik den, var man så gammel, at man fik skægget i klemme mellem strengene. Oh, uoprettelige skuffelse!" rasede én af Danmarks spidseste penne i et årti, der trods alt ikke altid levede op til sit kælenavn: "tilfredserne".

Kilde: Bolig-tips.dk