Mange af de skikke og traditioner, som vi kender i dag, fandtes også i bondesamfundets jul.
Andre er derimod nu helt forsvundne - det gælder fx forestillingen om de dødes gudstjeneste julenat, varslerne og den folketro, der blev forbundet med den særlige julenat. "Kernen " i bondens jul var stort set uændret fra middelalderen og frem mod 1800-årenes midte: det kristne element og ønsket om, at det kommende år måtte bringe frugtbarhed og god avling.



"Jerusalems skomager" - eller "Den Evige Jøde" hørte til julenattens uhygge. Beretningen om jøden Ahasverus, der er dømt til at vandre indtil Verdens Ende har været kendt i Danmark siden 1500-årene. Hvileløsheden var straffen fordi han havde jaget Jesu bort, da han kom slæbende med sit kors og ville hvile sig op af skomagerhuset på sin vej til Golgatha.
Kun julenat må han hvile, og hvis en bonde lod sin plov stå ude, risikerede han, at Jerusalems Skomager kom og satte sig på den. For fremtiden ville der så kun vokse ukrudt, der hvor ploven pløjede.
For bondesamfundets mennesker var vinter (- og jule-) mørket fulde af væsner og kræfter, der kunne være farlige. Et vandresagn handlede om, hvordan en kvinde ved et uheld kom med til "De Dødes Gudstjeneste" i den lokale kirke, og nær var blevet sønderflået af dødningene. Andre sagn fortalte, hvordan nedmaninger var gået galt, og genfærdet derfor fik lov at komme op og spøge én gang om året. Det var da i reglen netop julenat.



Netop fordi juletiden var særlig "hellig og speciel", var den også meget velegnet til at tage varsler i. Der kendes mangfoldige former for varsler, fx om hvem der ville dø i det kommende år, hvem man ville blive gift med, hvilke kornsorter, der ville stå bedst eller hvordan vejret ville arte sig. Det sidste kunne man finde ud af ved at sætte "julemærker". "Julemærker" var cirkler, der blev udfyldt på forskellig måde, alt efter, hvordan vejret var i de 12 "juledage" mellem 25. december og 6. januar. Hver af de dage svarede til en af årets 12 måneder.
En af de store fornøjelser for bondesamfundets folk var julestuerne, hvor især de unge mødtes til forskellige lege i private hjem. Julestuernes storhedstid var tilsyneladende begyndelsen af 1700-årene, hvor datidens moderne pietistiske præster kæmpede voldsomt imod dem. I 1730´erne blev julestuer forbudt på helligdage og på aftenen op til helligdage, og efterhånden lykkedes det myndigheder og præster at få lagt en dæmper på løjerne.

Kilde: Historiemagasinet SIDEN SAXO.
Forfatter: Charlotte S. H. Jensen, folkemindeforsker.
 Arkivets Julesider